Verden mødtes i Seoul – og det var der faktisk plads til
Læs om Benedicte Olsen fra Aarhus Vineyard B&Us tur til Lausannes verdenskongres i Seoul i september
Mine hverdage er som de fleste studerende præget af læsesale, bøger og lidt for meget kaffe. Eksotisk ville man nok ikke ligefrem kalde det. Men i slutningen af september var jeg sendt afsted af LFKU til Seoul i Sydkorea for at deltage i Lausannes fjerde verdenskongres.
Lausannebevægelsen er en global og tværkirkelig bevægelse, der forsøger at mobilisere kristne ledere til at bringe evangeliet – altså de gode nyheder om Jesus til alle verdens hjørner. Siden grundlæggelsen i 1974 har Lausanne bevægelsen gennem deres fokus på bredt samarbejde haft afgørende betydning for kristendommens globale vækst.
Hvad jeg normalt mangler af kulturmøder i Aarhus blevet vendt radikalt på hovedet, for jeg var absolut ikke den eneste, der var taget afsted!
Foruden resten af den danske delegation, der bestod af en bred vifte af kirkebaggrunde, erhverv og generationer, så rummede kongreshallen over 5000 kristne ledere fra over 200 lande – og så er de onlinedeltagende ikke talt med. Hele verden var til stede på den lille plet af jord, og jeg har brugt den sidste tid på at finde ud af, hvad sådan et verdensmøde havde og har af betydning. For der er ingen tvivl om, at det var et skelsættende møde.
Fra start var der lagt i kakkelovnen til en fundamental vigtig uge. L4, som kongressen forkortet gik under, var, hvad de kaldte en ”once in a generation gathering” under overskriften ”Let the Church declare and display Christ together!”. Det er svært at koge sammen, hvordan den overskrift kom til udtryk, men alligevel har jeg fundet, at ét ord opsummerer det meste: Håbefuldt.
Når man kigger ud verden, er det ofte svært at se noget lys igennem tågen af konflikt, men her formåede mennesker på tværs af kulturer, generationer, erhverv og nationer – forskelle, der i mange andre sammenhænge vil skabe skel, at samles og oprigtigt være sammen om ét mål – at bringe det, vi kristne kalder Guds rige, lidt tættere jorden. Vores lille jord, der virkelig er i mangel på alt det, som det rige bringer med sig: fred og forsoning, kærlighed og liv, tro og ja, håb.
Så jeg kan ikke andet end at beskrive det som håbefuldt, når jeg oplevede, at det møde lykkedes! For eksempel, at spise alle mine måltider med nye mennesker hver dag, der var så markant anderledes fra mig, gjorde noget vidunderligt. For det bekræftede mig i, at vi slet ikke er så forskellige.
Mødet med den globale kirke føltes som mødet med ens udvidede familie. Det er ikke alle man helt forstår, men der er en dyb forbundethed, respekt og kærlighed, der får misforståelser til at blegne.
Udenom måltiderne var programmet også pakket, og der var en beundringsværdig ambition om at forholde sig til alle de største af kirkens og
verdens udfordringer. Jeg engagerede mig særligt med skabelsesomsorg – alt det vi forbinder med klima-, miljø- og biodiversitetskrise og de mennesker, der bliver sårbare som konsekvens af det. Jeg må ærligt indrømme, at jeg sjældent går håbefuldt fra en snak om klima og miljø, men det var ikke tilfældet her!
Spørgsmålet blev nemlig stillet, hvordan kan kristne være håb ind i den krise, verden står i. Hvordan kan kristne bringe fred til hele skabningen, hvordan er det missionalt? Den snak indgik jeg i som ung studerende med en biskop fra Zimbabwe, en naturkonserveringsmedarbejder fra Indien og en leder indenfor grøn omstilling fra Sydafrika. Og alle vores farverige stemmer blev brugt til at tegne ideer frem, der sammen med alle de andre stemmer i rummet skal være med til at sætte en kurs for Lausanne –verdenskirken fremover. I det rum, hvor snakken handlede om skabelsesomsorg og i alle de andre rum, hvor resten af verdens såvel som kirkens udfordringer blev vendt, der kunne jeg ikke andet end at føle mig lille.
Men jeg følte mig lille, fordi jeg opdagede, hvor stor verden er – og det er i sandhed en sund opdagelse. Og samtidig følte jeg, at jeg havde en vigtig rolle at spille, for den verden har jeg et medansvar for – startende med mit lokale nabolag. Og jeg følte mig ikke alene, for her stod jeg netop med repræsentanter fra hele verden, der har og tager samme medansvar. Og det ledte mig på den håbefulde vej hele vejen hjem til Danmark.
Kongressen er slut, men alle tankerne, der inspirerede, ideerne, der blev delt og samarbejdet, der blev skabt, må nu stå sin prøve. Og det er derfor jeg er så glad for at være håbefuld, for håb motiverer til handling. Så jeg er i enorm forventning til hvad der vil ske, når vi kristne i Danmark løfter blikket og ser den store verden, vi er en del af. Som medansvarlige i at udgyde håb.